Tilgængelighed : et bidrag til strukturdebatten

Af Vera Kelgart

I biblioteksloven står, at folkebibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ved at stille diverse materialer og medier ”til rådighed”. Det har vi traditionelt gjort primært ved at præsentere materialer på åbne hylder, til hjemlån eller brug på stedet. Nu om dage stiller vi desuden hele Internettet og/eller diverse baser til rådighed gennem pc’er til publikum, gennem trådløst netværk og gennem vores hjemmeside.
I princippet er der altså oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet til rådighed for enhver borger, og hvis bibliotekerne desuden ligger centralt nær offentlige transportmidler, har handicapadgang og lange åbningstider, kunne man synes at der var sørget godt for tilgængeligheden, og at folkeoplysningen bare kører på skinner.
Men den fysiske tilgængelighed – kilometerafstand, transportmuligheder og åbningstid - er kun den ene side af tilgængelighedsbegrebet. Der er en anden side, man kan kalde den sociokulturelle tilgængelighed. For at borgerne kan bruge vores folkeoplysende og kulturstimulerende tilbud, skal nogle forudsætninger være opfyldt.
Man skal kunne forstå hvad et folkebibliotek er. Man skal kunne orientere sig i det danske sprog og det danske samfund i et vist omfang. Man skal generelt have et vist uddannelsesniveau. Man skal have overskud til at bevæge sig uden for de kendte rammer. Man skal kunne se at man kan bruge det til noget. Man skal måske have en vis selvtillid, en tro på egne evner og muligheder. Eller en viden om, at man må uddanne sig for at få disse muligheder. Man skal måske også have en accept af uddannelse og kulturel virksomhed fra sit sociale miljø.
At stille til rådighed betyder noget andet i et kvarter med mennesker fra mange forskellige lande og meget forskelligt uddannelsesniveau, end i et kvarter med en mere homogen, veluddannet, overvejende etnisk dansk befolkning. I sidstnævnte område vil børnebibliotekarerne fx få mange forespørgsler på gode højtlæsnings- og selvlæsningbøger. Her stiller man kultur og oplysning til rådighed gennem formidling af et varieret udbud af børnelitteratur til på mange måder selvhjulpne forældre, der læser højt for børnene. Eller selvhjulpne børn, bogslugere, der læser avanceret.
I førstnævnte vil børnebibliotekarerne – og andre i personalet - typisk have en rolle som supplerende sprogtrænere og coaches for børn, der kommer på biblioteket uden forældre. Børn, der ikke har arvet den danske børnelitteraturtradition, og som ikke hjemmefra ved hvad biblioteket er. Her stiller man til rådighed bl.a ved at snakke meget sammen, både om det man læser i bøgerne, ser på Internettet – og om hvad der sker i verden og i børnenes hverdag.
Men også voksenbibliotekarernes rolle er anderledes. Borgerne skal have hjælp til meget, som er almen viden for etniske danskere: finde rundt i byen, skrive en jobansøgning, kontakte en sagsbehandler, osv. Der er ofte både sproglige og kulturelle barrierer i betjeningssituationen. Tilsyneladende er der færre referencespørgsmål, men det dækker ofte over, at folk ikke kender biblioteket eller ikke forstår hvordan de skal spørge. Der må ofte sættes særlige tiltag i gang for at få de voksne i tale, det være sig lektiehjælp, kvindegrupper eller andet. Igen er samtale vigtig, og tidsforbruget kan være stort.
Derfor synes nogle af os, at det er vigtigt med biblioteker også i byens mindre glamourøse lokalområder. For når den sociokulturelle afstand er stor, bør den fysiske afstand ikke forøges.



Vera Kelgart, bibliotekar, Biblioteket i Solvang Centret.