Monday, May 21, 2007

Debatindlæg fra dagspressen

Lone Munksgaard i Politiken den 20. maj

Cafe-biblioteker : Bibliotekerne er bange for kultur

Stadig flere ressourcer bruges på andet end bøger og information, og nu risikerer Københavns biblioteker også at blive varmestue.Som forfatter og især som medarbejder igennem 11 år på et af bibliotekerne i Københavns Kommune har jeg fundet det meget trist de seneste fem-ti år at følge bibliotekernes udvikling – eller måske snarere afvikling.Bibliotekerne må ikke længere være stolte af at være et kultursted, der tilbyder information, viden og kultur, bl.a. i form af et bredt udvalg af litteratur. Ledelsen er bange for, at bibliotekerne taber i konkurrencen med de mange øvrige tilbud, og i stedet for at styrke og udvikle det helt unikke, bibliotekerne kan, skal de nu hellere være trendy cafeer eller have fokus på chat og spil for børn. Jeg mener selvfølgelig ikke, at computerne kan undværes. De er en vigtig kilde til f.eks. informations- og jobsøgning for mange brugere hver dag, men pludselig er det mere vigtigt, at bibliotekarerne kan servere en cappuccino, end at de har viden om nye danske udgivelser. Ja, det er blevet næsten suspekt som medarbejder at interessere sig for litteratur.Da selvbetjeningen til udlån og aflevering blev indført, blev det forsikret, at det ikke handlede om at skære ned på personalet, men alligevel gik der ikke lang tid, før det var det, der blev resultatet. Vi har tit været blot en eller to kontormedarbejdere til at dække vagten i skrankeområdet fra kl. 9-19.Hvordan har ledelsen og politikerne tænkt sig, at det skal hænge sammen personalemæssigt, hvis åbningstiden som foreslået udvides til kl. 24? Der er ganske vist tale om, at personalet fra de evt. nedlagte biblioteker i stedet skal arbejde på de tilbageblevne, men det ville ikke overraske mig, hvis man alligevel senere ville vælge at spare penge der.Formanden for Biblioteksforeningen mener, at det er en glimrende ide at holde åbent fra kl. 9 til 24, for så kan man endelig yde god service til borgerne. Er det ikke det, vi allerede gør? Det er da fantastisk, at lånerne hjemmefra eller på biblioteket kan bestille materialer, der skaffes hjem fra hele landet, hvis de ikke findes inden for kommunen. En utrolig flot service, der er blevet en så overvældende succes, at der overalt bruges mange resurser på at fratage, transportere og modtage de reserverede materialer. Som personale kan det være et meget hårdt fysisk arbejde, der i de tilfælde, hvor materialet ikke afhentes, er spildte kræfter.Men hvorfor skal bibliotekerne i Københavns Kommune ensrettes nu? Hvorfor er det bedre, at de alle er lige store, har samme åbningstider og samme indretning? Og hvem regner ledelsen og politikerne med vil benytte bibliotekerne mellem kl. 19 og 24? Som ansat ville jeg være bekymret for, at disse sene timer mest vil tiltrække personer, der vil bruge stedet som varmestue, fordi de savner andre steder at gå hen. Der ville nok ikke komme færre voldsomme episoder med narkomaner, psykisk syge og rodløse børn, der skal afprøve deres grænser på personalet.Som forfatter finder jeg det til gengæld mest bekymrende, at en større og større del af materialekontoen bruges til at indkøbe flere eksemplarer af færre titler, for at ventetiden på reserverede bestsellere ikke skal være for lang. Når reservationerne så er opfyldt, kasseres en stor del af bøgerne, fordi der ikke er plads på hylderne til så mange eksemplarer af samme bog. Igen et tegn på, at der satses på højden i stedet for bredden. Jeg mener, at det er skadeligt for den danske litteratur, hvis bibliotekerne – ligesom de fleste boghandlere nu – kun præsenterer bestsellere meget få efterspurgte titler.Efter min mening er det vigtigt, at bibliotekerne holder fast på deres bredde og på at være noget helt specielt i stedet for at prøve at efterligne andre tilbud. Jeg tror ikke, at man kan vende faldende besøgs- og udlånstal ad den vej, man er slået ind på. Og hvis bibliotekerne i Københavns Kommune skæres ned fra 20 til 10 og i stedet skal holde åbent kl. 9-24, risikerer man at miste både lånerne og personalet.



Asger Bo Andersen, Formand For Brugerrådet Ved Bibliotekshuset Rodosvej 4 2300 København S i JP den 7. maj

Biblioteker Kontra Sport

Borgerne i København må i denne tid lægge øre til megen spin omkring biblioteksstrukturen.
Spørgsmålet om ny biblioteksstruktur er blevet aktuelt, fordi kulturen og dens biblioteker deler politikere med idrætten og anden fritid. Og fordi politikerne naturligvis ikke kan bruge de samme penge to gange på samme tid.
Efter sidste kommunevalg synes politikere med hang til idræt – og den presse der følger med – at være kommet i overtal i Københavns Borgerrepræsentations kultur- og fritidsudvalg.
Det giver en kraftig satsning på idræt, som betyder, at der skal ske kraftige besparelser (kaldet strukturændringer) på biblioteksbudgettet.
Hagen ved dette er imidlertid, at en stor del af biblioteksbudgettet også giver fastere grund under satsningen på økonomisk vækst gennem læring og (ud)dannelse.
Embedsmandsmodeller
Konkret i strukturdebatten luftes embedsmandsmodeller, der indebærer en halvering (!) af antallet af folkebiblioteker i København. Tilbage skal kun være ét i hver bydel.
I gennemsnit giver det ca. 50.000 borgere pr. tilbageværende (ca. 10) biblioteker . Og hvert af disse skal så på næsten de samme kvadrat- og hyldemetre rumme flere lånere og cafégæster samt mere materiale.
Der bliver også længere køer ved selvbetjeningsskrankerne på de tilbageværende og fjernere biblioteker . Men der peges på en enkelt "fugl" på taget: kortere ventetid på nogle få udvalgte hitlistebøger.
Politikere taler imod »at binde midlerne i mursten«. Det forhold nævnes ikke, når idrætstildelingerne bindes i beton. Bibliotekslukningerne skal måske også finansiere et nyt hovedbibliotek til 700-800 mio. kr. (i 2005-priser). Man behøver bare at kaste blikket på DR-Byen for at få en idé om, hvad sådanne paladsdrømme kan føre til indholdsmæssigt …
Politikere fra begge fløje udtrykker imidlertid begejstring for nedskæringerne. Dertil kommer udtalelser fra udvalgte organisationsfolk, bl.a. formanden for Ældre Sagen i København samt en direktør i Danmarks Biblioteksforening.
Der synes kun at måtte ske kompenserende forøgelser ved lidt flere åbninger af skolebiblioteker. Ja, der tales også begejstret om længere åbningstider (med café) – helt til midnat. Biblioteksbrugerne, der skal lægge ryg til besparelserne, har derimod vanskeligere ved at komme til orde. Det gælder ikke mindst børnene.
Børnebibliotek til kl. 24
Politikerne synes nemlig helt at glemme, at de også lukker børnebibliotekerne med de fremførte modeller. Hvad skal børn på et fjernt cafébibliotek sent om aftenen til kl. 24?
Det samme spørgsmål kan ældre biblioteksbrugere stille. Mon formanden for Ældre Sagen har baglandet i orden, når han udviser begejstring for besparelserne? Organisationens ældre har næppe, når det kommer til stykket, megen lyst til at gå ud på gader og stræder i København til en fjern café og hjem igen kl. 24?
Betonkanoner
Har den nuværende Venstre-kulturborgmester Martin Geertsen opgivet at stritte imod disse tendenser? Griber han i stedet til sin "revolver", når han hører ordet kultur?
Eller handler det bare om mere til sportskulturen? For når der tales om sport, så griber kultur- og fritidspolitikerne gladelig til betonkanonerne. Mindre kan ikke gøre det.
Kulturborgmesteren skoser jævnligt demonstranterne fra Ungdomshuset for ikke at gå den parlamentariske vej, som hundredvis af andre københavnere gør det.
I spørgsmålet om biblioteksstrukturen er der tale om tusinder af Københavns biblioteksbrugere, som ordentligt og stilfærdigt advarer deres valgte politikere mod forslag, der bomber Københavns vigtigste kulturinstitution langt tilbage i forrige århundrede.
Kære kulturborgmester Martin Geertsen: Nytter dine råd om den rette vej til at få indflydelse?


Anders Rou Jensen i Politiken den 6. maj

Kunsten at finde et bibliotek – mens halvdelen af Københavns biblioteker
risikerer lukning

Lækker loungestemning og lange åbningstider. Sådan kan fremtiden se ud på Københavns biblioteker. Men kun på nogle af dem. For planerne fra Kultur- og fritidsforvaltningen inkluderer, at de nuværende 20 folkebiblioteker reduceres til omring 10. Og de lukningstruede biblioteker ligger alle i socialt belastede områder.
Der står en lille pige på hjørnet af K.M. Klausens Gade og Borgmester Christiansens Gade i Sydhavnen. Hun er måske 7 år. Hendes forældre eller bedsteforældre kommer måske fra Tyrkiet, Pakistan, Balkan. Hun kigger skråt op på mig og spørger, om jeg leder efter noget. Ja, biblioteket. Hun begynder i et sært gammelklogt tonefald at forklare mig vejen. Meget omhyggeligt. Forvirrende omhyggeligt. Jeg forsøger at koncentrere mig, men mister tråden. Men da er hun i sin forklaring allerede nået frem til selve biblioteksbygningen, som hun nu med ubrudt alvor og påpasselighed begynder at lede mig igennem – nærmest dør for dør, væg for væg – for at jeg kan komme frem til det egentlige, bøgerne. Hun har forstået, hvad det drejer sig om. Der er ingen tvivl. Der ligger et bibliotek i Sydhavnen, og dér ligger det godt og smukt. Men lidt til en side. Et sted, hvor verden begynder at lyde af natur, og tiden begynder at falde i tempo.Ikke ret langt væk, oppe på Mozarts Plads, sidder de allerede i tyndt tøj i forårssolen og prøver med deres plastikposer og grønne flasker at drikke sommeren nærmere. Men så er der et andet åndehul på Wagnersvej, hvor Sydhavnens Bibliotek ligger, og hvor København synes at knække over fra uoverskuelig, larmende storby til fortrolig forstad og hyggeligt kolonihaveområde.Solsorte synger, græsset dufter, og grønt er godt for øjnene. Så grønt her er. Og blåt og rødt og hvidt. Med kolonihaveforeningen Frederikshøj til den ene side og et lavt, rødt murstensbyggeri til den anden. Måske er det Anker Jørgensen, der kommer gående inde i den grønne rabat med de stride mælkebøtter? På vej hen mod biblioteksbygningen i den lille park. For hele sceneriet ligner en stiliseret vision af et typisk socialdemokratisk kultur- og samfundssyn fra velfærdssamfundets barneår – barkede næver, gode boliger, opbyggelige bøger. Anker Jørgensen skal nok hen at låne en roman af Klaus Rifbjerg eller Tage Skou-Hansen, måske en digtsamling af Lean Nielsen, Vita Andersen eller Tove Ditlevsen. Ikke fordi han er intellektuel eller akademisk eller ofte går til ballet i Det Kgl. Teater, men fordi det er godt at få udvidet sin horisont og sundt for tankerne at beskæftige sig lidt med noget kunst og kultur, når det alligevel er fyraften, og maskinerne på fabrikken står stille.Sydhavnens Bibliotek er en rød murstensbygning i to etager med rødt tegltag og hvide vinduer, omgivet af høje, grønne træer. Selve bygningen hedder Karens Minde, og foruden biblioteket rummer den en håndfuld aktiviteter, som fortæller det meste om stedets ånd og stemning: Kulturhus, Medieværkstedet Pailletten, Café Karen, Børnekulturstedet, Børnenes Dyremark og Karen Radio. Og udenfor i græsset er der to hvide skilte i den beskedne park, der bekræfter områdets atmosfære og fortæller, hvad man ellers kan se og høre i den rørende lilleputnatur: grønbroget tudse, almindelig blåfugl, stankelben, lille vandsalamander, nældens takvinge, brændenælde, stæren.Men så er der jo biblioteket, bøgerne. Lokkende universer, vilde eventyr. Fed information i cyberspace. Det er bare lige rundt om bygningen og ind ad døren i hjørnet. Inde fra Café Karen lyder der musik i højttalerne, og virkeligheden overgår i enhver forstand forestillingskraften, når ingen anden end netop Otto Brandenburg på dette steds musikanlæg foredrager sin udgave af Halfdan Rasmussens ’Noget om helte’: »Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot. Jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha’ det godt«.Så er der noget andet, der trækker. Ikke det høje glas med lys, skummende fadøl på et af bordene inde i Café Karen. Men lugten. Denne lugt af bøger og bibliotek, som allerede hænger som et umiskendeligt strejf i luften helt ud i forhallen. Det er en lugt, som går i blodet. Hvorfor lugter biblioteker altid på denne måde? Hvorfor lugtede de sådan for mange, mange år siden, da der også lå et bibliotek som en tavs, skjult kæmpegrube for enden af barndommens navnløse gade og lokkede med alverdens viden, alverdens forglemmelse og fantasi? Det er en lugt, der er som et flyvende tæppe, og uden at have drukket en dråbe af fadøllet er det, som om jeg på et sekund har genlæst en helt bogsamling af fantastiske titler – lige fra ’Kaptajns Grants børn’, ’Frændeløs’ og ’Den sidste mohikaner’ over ’Sinuhe Ægypteren’ og til ’Justine eller Dydens genvordigheder’ af Marquis de Sade (som skulle hentes op fra det skjulte fra magasinet i bibliotekets kælder). Denne lugt af bibliotek leder ind mod bøgerne – magien og materialet i et – men først er der i gangen de to små skilte, som markerer, at rygning er forbudt, og mobiltelefoner skal være slukket. Så følger, naturligvis, kopimaskinen, inden bogreolerne – skulder ved skulder ved skulder – omsider tager over. På bibliotekarens arbejdsbord er to bøger opstillet i to små, skrå stativer: ’Lunar Park’ af Bret Easton Ellis og ’Ekstremt højt & utroligt tæt på’ af Jonathan Safran Foer. Og lige bag bibliotekaren er der en hylde med nogle glinsende kvindemagasiner: Bazar, Eurowoman og Bryllupsmagasinet.Ved en af de mange hvide letmetalreoler står en kvinde og hendes datter på 8-9 år. Moderen lader øjnene løber hen over rækkerne af bogtitler.»Hvad leder du efter?«, spørger datteren.»Jeg leder efter ...«, svarer moderen langsomt og fraværende.»H.C. Andersen«, siger pigen konstaterende, idet hun kaster blikket op på en af hylderne.»Ja, der er H.C. Andersen«, replicerer moderen maskinelt, mens hun fortsætter sin søgning.Men moderen har alligevel ret. På hylden på biblioteket i Sydhavnen står der hele 20 bøger af og biografier om den berømte danske digter. Dér er H.C. Andersen! Og man kan nå ham med en enkelt armbevægelse og på stedet fortabe sig i hans livs eventyr. Der var engang en genial fantast. Nu står han pænt og stille på en hylde i Karens Minde i Sydhavnen og venter på at blive taget ned og i brug.Eller det er muligt at fare lykkeligt vild i al faglitteraturen, selv om den er systematiseret stringent efter et talsystem, Decimalklassedelingen. Tag nu bare indholdet af 63.66-64.43: »Katte, Akvariefisk, Hunde, Håndarbejde, Kogebøger, Stuefugle«. Inden vi når frem til 65: »Handel og Samfærdsel. Søfart«. I dette afsnit findes både Naomi Kleins ’No Logo’, Jesper Olesens ’Det forbrugende barn’ og Jonna Veirup Carlsens ’Notat- og referatteknik med lynskrift’. Sidstnævnte kan være god at få forstand af. Som der står på side 16: »Næsten ligegyldigt hvor man befinder sig, bør man have papir og blyant/kuglepen ved hånden, ellers ender det som manden, der henvendte sig til billetkontoret på en S-togsstation og bad om et stykke papir i stedet for en billet, for han havde netop fået en idé«.Herfra skal krop og blik kun flyttes en lille meter til højre for at finde frem til 66.88, hvor bl.a. Gads Rusmiddelleksikon befinder sig: »Den alvorligste komplikation til LSD-misbrug er, at enkelte misbrugere under rusen tror, at de kan flyve, og derfor kaster sig ud fra høje højder og omkommer«.I det hele taget kan Decimalklassedelingen udgøre en vanskelig og fristende labyrint. Skal der satses på 66 (»Kemisk industri. Levnedsmiddelindustri. Fødevarer. Vin og Spiritus, Narkotika«), 90 (»Verdenshistorie. Kulturhistorie. Mønter. Flag. Medaljer«) eller 24 (»Trosliv. Opbyggelse. Prædikener. Salmer«)?Kære læser, det er alt sammen op til dig.Det vigtigste er: Pigen på gadehjørnet havde ret. Bibliotekerne findes, bøgerne og bogstaverne.

Fakta: social slagsideResearch: Lasse Skjoldan Petersen Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har fremlagt en række bud på omlægningen af hovedstadens biblioteker. Fremtidsplanerne inkluderer caféstemning og lange åbningstider på nogle af byens biblioteker. Men også, at de nuværende 20 folkebiblioteker reduceres til omring 10. De lukningstruede filialer er Christianshavn, Blågården, Sydhavnen, Vigerslev, Husum, Tingbjerg, Ørnevej, Bispebjerg, Islands Brygge, Solvang og Rodosvej. Mange af bibliotekerne ligger i belastede områder med meget socialt boligbyggeri. I Københavns Borgerrepræsentation er der flertal for en omlægning af biblioteksstrukturen i København, selv om der stadig ikke er enighed om, præcis hvordan omlægningen skal se ud. Der forventes at blive truffet beslutning inden sommerferien. Venstre har lagt ud med et forslag om at samle de nuværende 20 biblioteker efter en model, der består af Hovedbiblioteket plus ét stort lokalbibliotek i alle Københavns 10 bydele. Det betyder, at op mod 11 lokalbiblioteker kan blive lukket eller omlagt. Samtidig er der planer om , at en del af de nuværende skolebiblioteker lægges om, så der stadig vil være tilbud i nærområderne for de lukningstruede biblioteker.
Argumenterne for: Omlægningen kan frigøre ressourcer til bl.a. at udvide åbningstiderne, imødekomme den moderne brugers tendens til at ’shoppe rundt’ på forskellige biblioteker , skabe tidssvarende biblioteksmiljøer, købe flere materialer samt styrke bibliotekarernes faglige vejledning af borgerne.
Argumenterne imod: Brugerne kan få længere til det nærmeste lokalbibliotek. Borgerne i nærområderne kan gå glip af nogle af de sociale funktioner, som de mindre biblioteker udfører. Særligt i de socialt belastede områder giver det en social slagside at fjerne borgerne umiddelbare adgang til bøger, oplysning og socialt netværk.
Fakta: Ny struktur: POPULÆRE BIBLIOTEKERSidste år havde hovedstadens 20 biblioteker knap fire millioner besøgende. De fordelte sig således (lukningstruede biblioteker er markeret med *):
Tingbjerg 72.907 *Bispebjerg 82.311 *Husum 96.487 *Sydhavnen 98.765 *Christianshavn 113.750 *Solvang 113.945 *Ørnevej 117.334 *Islands Brygge 118.568 *Bibliotekshuset Rodosvej 137.793 *Vigerslev 148.121 *Brønshøj 155.885 Valby 158.270 Blågården 220.501 *Vesterbro 223.276 Vanløse 224.481 Øbro-Jagtvej 225.638 Østerbro 244.900 Sundby 265.977 Nørrebro 277.576 Hovedbiblioteket 782.539 Ialt 3.879.024

No comments: