Tuesday, May 29, 2007

Debatindlæg fra FKKB maj 2007

FKKBs bestyrelse griber Finns opfordring og vil gerne være med til at debattere strukturforslaget.
For os er det vigtigt at pointere, at vi i strukturforslaget mangler nogle forslag til hvordan vi fortsat sikrer, at Københavns Biblioteker også fremover er et tilbud til alle københavnere.

Sidste melding fra KFU er nu, at der skal formuleres et forslag, der kombinere bydelsscenariet med begge kombinationsscenarier – Altså 10 centralt beliggende biblioteker (+HB) og herudover x antal bibliotekstilbud i forbindelse med kulturhuse, skoler, borgerservicecentre mm.

Vi er for så vidt lettede over, at politikerne ikke valgte det rene bydelsscenarium, selvom det er dette scenarium, der har fyldt mest i den offentlige debat.

Strukturanalysen er lavet på baggrund af bibliotekernes økonomiske driftsramme, og vi er helt på det rene med, at vi ikke kan opretholde status quo inden for den nuværende ramme.
Men hvorfor ikke debattere rammer for biblioteksvirksomhed snarere end at rette ind og medgive, at der i rammen er plads til at drive og opretholde tidssvarende og velfungerende biblioteker.
Vi mener det er et paradoks, at vi i et vidensamfund skærer ned på antallet af biblioteker - vi burde opruste, og det forekommer i denne sammenhæng ikke rimeligt, at den økonomiske ramme ikke skal være behovsorienteret men derimod en given (nedskåren!) størrelse.

Når dette er sagt, er vi meget optaget af debatten omkring hvordan vi (inden for rammen L) fortsat sikrer ALLE københavnere det bedst mulige biblioteks­tilbud.

De spørgsmål som falder os naturligt, og som vi mener, er nogle af de nødvendige spørgsmål at stille i denne omlægningstid er:

Hvordan sikrer vi børnenes fortsatte brug af biblioteket?
Hvis vi forudsætter, at daginstitutionerne trodser den længere vej til biblioteket og fortsat kommer - vil der så være plads til dem på bydelsbibliotekerne?
Hvis de synes vejen bliver for lang, hvordan betjener vi dem så, uden at udvide rammerne?
Ligeledes skal vi overveje om der virkelig vil være plads (fysisk såvel som personalemæssigt) til fortsat at give biblioteksorientering til alle skoleklasser!

Hvordan laver vi en god sammenlægning af folke- og skolebiblioteker?
Umiddelbart er det en fin tanke - hvis der altså er tale om ombyggede og sammenhængende kombinationsbiblioteker med indgang fra gaden.
Vi er usikre på, om vi risikerer en løsning, der mest består af en åbning af skolebibliotekerne for offentligheden. Uden ombygning, uden bedre adgangsforhold, uden flere ressourcer - økonomiske såvel som personalemæssige.
Hertil kommer, at et kombibibliotek IKKE er noget spareobjekt; det giver ingen økonomisk gevinst – men det udnytter ressourcerne, både personale og materialer, bedre. (”Det integrerede bibliotek. Nye roller til skolen og biblioteket”. Udgivet af Bibliotekarforbundet, Danmarks Biblioteksforening, danske Skolebibliotekarer og Kommunernes Biblioteksforening, 2005)

Hvordan sikrer vi et bibliotekstilbud for både A- og B-holdet?
Ikke fordi vi har nogle specielle følelser overfor denne noget fortærskede opdeling, men:
Hvis A-holdet (de ressourcestærke, der i høj grad har fravalgt bibliotekerne hvis de altså ikke lige er studerende) fortsat ikke kommer, og vi vælger at smide B-holdet ud med badevandet - for tror vi virkelig på, at børnene, de svageste indvandrere, de ældre osv. kommer, hvis de får væsentligt længere til biblioteket?
Hvem laver vi så de nye flotte biblioteker til?

Hvordan sikrer vi bibliotekernes opgave i forhold til integrationen?
Hvor er bibliotekernes indsats henne i det nye forslag? Mange af de biblioteker, der foreslås lukkede ligger i områder der har et befolkningsunderlag, som i høj grad består af indbyggere med en ikke-dansk baggrund. Bibliotekerne i disse områder har hidtil været en stærk og aktiv medspiller på integrationsområdet. Hvordan sikres Bibliotekerne integrationsindsats lokalt i en ny struktur?

Disse er nogle af de spørgsmål vi sætter på dagsordenen.

Hvad mener I, enten som enkeltpersoner eller afdelinger?
Hvordan sikrer vi, at vi ikke bliver løbet over ende af ivrige politikere, der ikke lige har overvejet den fremtidige betjening af børn, gamle mm?
Hvordan sikrer vi et fortsat bibliotekstilbud til ALLE københavnere?

1 comments:

MarieU said...

I Jyllandsposten Øst i lørdags d. 9. juni 2007 kunne man læse en artikel, hvor Tage har omskrevet netop dette debatindlæg til en artikel.
Artiklen hedder: Debat: Man får, hvad man betaler for, og kan findes på Infomedia.

Jeg opfordrer alle til at læse den.